– Erfaringer fra Egebjerg
Foredraget handler om at ændre afvikling til udvikling i et lille lokalsamfund.
Jeg er initiativtager til og medstifter af:
- Egebjerg og Omegns Bylaug
- Egebjerg Landsbyvirksomhed
- Iværksættehuset
- Egebjerg Nærvarme
- Kunstkollektivet 8B
- Økosamfundet Egeskoven
Foredraget fortæller om samarbejdet mellem de lokale kræfter, der ønskede at styrke tilflytningen, fællesskabet og mulighederne i byen.


















Udgangspunktet var en landsby med uforskammet lave boligpriser og en nedlægningstruet skole. Det satte gang i en proces, hvor lokale kræfter blev bragt i spil med fælles initiativer, der har tilført lokalområdet fornyet energi, bedre kommunikation, by-forskønnelse, større fællesskabsfølelse og fornyet stolthed. Egebjerg er igen kommet på kommunens landkort, ”til salg”-skiltene er forsvundet og fællesskaberne blomstrer.
Foredraget belyser fortællinger, tanker og processer bag de synlige resultater og om udfordringerne undervejs og i dag.
Foredraget tager 1-1½ time afhængig af spørgelysten og den efterfølgende debat. Det kan også kortes ned til et inspirationsoplæg på ca. ½ time.
Er der ønske om at komme til Egebjerg for at høre foredraget og se byen og de omtalte projekter, så kan det fint arrangeres.
Venlig hilsen Morten
Andres oplevelse af foredraget:
Ikke blot er Morten en utrolig dygtig formidler – men han er også en sand ildsjæl, der med afsæt i sine egne erfaringer, fortæller om, hvilke fantastiske ting der kan vokse ud af, at lokale fællesskaber bare går i gang – og gør tingene selv.
Mortens oplæg giver offentlige myndigheder indsigt i, hvilke forhold der er vigtige for at understøtte lokale borgeres engagement. Og det giver borgere inspiration og konkrete tips til, hvordan man kan nå forskellige typer af borgere med forskellige typer af virkemidler.
Jeg kan kun anbefale, at lytte til Morten – en af de mange frivillige – der gør en forskel i deres nærmiljø.”
Annika Agger, Forsker RUC
Se mere under fanen referencer